Et bryllup i Fanefjord den 7. juli 1951
Min mor var fra Hårbølle og hun blev gift med min far i Fanefjord Kirke. Bryllupsfesten blev holdt i Fanefjord Skovpavillon. Der var 110 gæster og min morfar, Jørgen Jensen, måtte have pungen frem mange gange for at betale ikke bare festen, men også brudeudstyret, som blev indkøbt i Stege, Store Heddinge og Nykøbing Falster.
Regningerne fra brylluppet lagde min mormor ned i en gammel kiksspand. Og der lå de stadig, da boet efter hende blev ryddet i 1993.
Bryllupsmiddagen bestod af suppe, flæskesteg og is. Ifølge bilagene løb festen op i 2599,26 kr. Råvarerne blev leveret af Damme Slagteriudsalg, Gartneriet Solvang, samt bagermester A. P. Andersen. Vin, øl og spiritus blev leveret af Hårbølle Brugs. Personalet i skovpavillonen sørgede for, at de mange indkøb blev omdannet til en fest. Katrine Larsen førte desuden et omhyggeligt regnskab. Derfor kan vi i dag se, hvem der var på arbejde den 7. juli 1951 og gjorde deres, for at bryllupsfesten skulle blive uforglemmelig.
Mine forældre holdt også guldbryllup i Fanefjord Skovpavillon i 2001. Vi var 13 og dermed kun de allernærmeste. Guldbryllupsmiddagen bestod af laks, krondyr og is. De 13 kuverter løb op i 6.229 kr., og det skal tilføjes, maden var forrygende god!
I sommer var det 65 år siden mine forældre blev gift. En dag fik jeg uventet besøg af min fætter, som jeg ikke havde set i næsten 10 år. Pludselig sagde han: ”Mine forældre snakkede tit om brylluppet i Fanefjord, det kunne de ikke glemme”.
Jeg tænker, at det virkelig må have været noget særligt, når mindet kan bæres af gæsterne hele livet. Og bæres videre af en generation, som ikke oplevede festen.
Susanne Nielsen













